A

Juhue - jeg har læst en bog mere. Måske er jeg så småt ved at komme tilbage iblandt de læsende... Morten Sabroe har begået 'Du som er i himlen' - en bog, der egentlig skulle have været en biografi af Hillary Clinton, men som endte med at blive en form for følelsesmæssigt mausolæum for hans afdøde mor. Det lyder umiddelbart underligt, men ikke desto mindre har bogen fået overvejende gode anmeldelser. Den har også fået en del tæsk, men dem springer jeg over og tilslutter mig de gode anmeldelser.
 
Det var en GOD bog, altså! Og jeg blev efterladt med en underlig form for glæde - paradoksalt nok taget i betragtning, at bogen omhandler et ret alvorligt emne; Morten Sabroes opgør med sin afdøde mor; "Leni Riefenstahl i badedragt". Det er vel de færreste, der vil bryde sig om dén sammenligning, og jeg er da også sikker på, at mor Sabroe vender sig, hvorend hun nu residerer - "Maybe our mother didn't die and go to heaven after all".

Men jeg er glad alligevel, for det er en bemærkelsesværdig bog. Sørgmunter, melankolsk, fanden-i-voldsk og frem for alt rensende, forstået på den måde, at man i løbet af bogen fornemmer, hvordan Morten Sabroe langsomt, tøvende, men sikkert får afløb for den ophobning af vrede og sorg, der har huseret i ham. Han får afløb for sin dødsangst, sin tryghedsnarkomani og alle de andre tabu-belagte 'sscchyyy-dem-taler-vi-ikke-om'-sider og er dermed ikke bleg for at udstille sig selv. Endda på en måde som kun helt fastetablerede skriverkarle kan gøre det for ikke at ødelægge sit gode navn og rygte og dermed sin fremtidige karriere.
 
Nogle anmeldere har kaldt den del af bogen, der primært vedrører Morten Sabroes selvransagelse, for noget værre klynkeri (de brugte vist ikke lige de ord, men meningen var god nok), men jeg er ikke enig. Jeg mener, at den er en nødvendig del af vejen mod slutningen på mesterværket, der i sandhed har noget på hjerte. Jeg skiftevis grinte og græd, da jeg 'Du som er i himlen', og jeg må tilstå, at der skal uTROLIG meget til, før jeg græder over en bog. Men det understreger blot, hvor meget i sine følelsers vold man er, når man begiver sig ind i hr. Sabroes eget følelsesregister. 
 
"Ligesom drenge kan more sig med at rive vingerne af en flue for at se den vandre af sted, hjælpeløst bundet til jorden, sådan kan en dreng der er blevet valgt til verdens mægtigste embede, rive vinderne af en kvinde, så hun aldrig kommer til at flyve igen." 

"... Så drejer floden, og du kommer ind i det smukkeste landskab. Der er de smukkeste blomster, der er sommerfugle, der er en duft så sød som...
Hun bevægede sig. Rejste sig langsomt op på albuerne, drejede hovedet og så på mig som en fugl med døde øjne. Så hvæsede hun gennem de fremstående tænder: "Vil du godt lade være med det dér!"
Hun blev siddende oprejst nogle sekunder og stirrede blindt på mig. Så lagde hun sig tilbage på madrassen, lagde sig for at trække vejret, så godt og så længe hun kunne. Døde videre."

Det er jo ikke nogen overraskelse, at der rent sprogligt ikke er noget at komme efter. Det skulle da lige være kommateringen, som er noget anderledes, end jeg er vant til. Det er måske det nye komma (der jo ikke er så nyt længere - det er faktisk så gammelt, at det er udgået igen) eller pausekommatering eller noget helt tredje. Men det er ikke noget, man ikke kan vænne sig til.

Egentlig bryder jeg mig ikke specielt meget om forfatteren. Som person, forståes. Selv om jeg naturligvis overhovedet ikke kender ham og formentlig end ikke har set ham på gaden. Indtrykket, jeg har fået af ham gennem interviews o.lign., er bare ikke det bedste. En mand med issues, som det jo hedder på moderne dansk, kan man vist godt kalde ham, men det forhindrer ham jo ikke i at skrive. Som en drøm og lige ind i A's lille julehjerte...

Denne her post kunne godt handle om mit psykopatiske badeværelse, der i den seneste tid har givet anledning til gråd og tænders gnidsel, men det gør den ikke. Der er altså ikke tale om afløb som i vvs-terminologien. Derimod er der tale om afløb i mental forstand. Dråben, der får bægeret til at flyde over og alt det der...

Egentlig er jeg ikke sikker på, at jeg har opdaget, hvornår den famøse dråbe dryppede ned i mit bæger. Men ligeså langsomt er der altså blevet akkumuleret så mange dråber, at de allerede ER begyndt at flyde. Der er arbejdsdråber, venindedråber, familiedråber, lejlighedsdråber, juledråber, osv. Og tilsammen udgør de en eller anden mudret masse, som er umulig at se bunden af, og som jeg derfor ikke kan bedømme omfanget af.

Det mærkeligste ved det hele er, at stort set alle dråberne overrasker mig. Hvem havde fx troet, at jeg skulle blive sådan en, der havde svært ved at slippe mit arbejde, når jeg fik fri?! Og at man (jeg!) på venindefronten åbenbart ikke kan blive ældre end 10 år. Og at der derfor er ting, som i det store billede er håbløst insignifikante og dårligt kan forklares uden at lyde som en på... ja... 10..., men alligevel sårer ret meget?! Yderligere virker det fuldstændig bizart, at jeg - som sandt at sige ikke er det største ordensmenneske i verden - har svært ved at bo i flytterod ret meget længere. I min nuværende sindstilstand sætter det så en masse tanker igang - fx, at jeg ikke kan følge med i alt det, der sker omkring mig (arbejde, ny person i lejlighed), osv. osv.?! Og hvad skal jeg i så fald gøre ved dét?! Toppen af kransekagen er ydermere, at vi befinder os i helvedesmåneden december, som står og knalder sine 31 dage så hårdt ned i skallen på mig, at migræne føles som et blidt kærtegn. Hvis alle mine jule-/arbejdsplaner i december realistisk (og stress-frit) skulle presses ind i denne her måned, mangler jeg rundt regnet 54 dage. Det bliver nok svært at finde inden nytår, så jeg må jo bare acceptere, at der er en masse, jeg ikke kan nå og dermed en masse mennesker, jeg ikke kan nå at se. Selv om jeg rigtig rigtig gerne ville. Og så er vi i en eller anden omvendt tilstand tilbage ved venindedråberne, som der vist er om ikke flest af så i hvert fald en del af.

Og apropos dråber, kan jeg - efter en gennemlæsning - nu se, at der er begyndt at dryppe (fosse!) flere af dem. Denne gang af galde. Hvilket ikke var meningen. Omvendt er det jo dét, et afløb er til for - det der med at slippe af med uønsket slam - så jeg håber, at jeg har fået likvideret størstedelen af frustrationerne. Det vil tiden jo vise... Men indtil da; Hvis der er nogen, der har lidt godt humør og en hel del overskud tilovers, må I meget gerne sende det denne vej, for jeg er åbenbart uduelig til at tackle alt for mange tanker og lidt for meget pres på én gang...

Jan Guillou. Feteret svensk forfatter. Manden bag korstogsserien om Arn. Og en milliard andre bøger, som jeg (heller) ikke har læst. Jeg kender ham ikke særlig godt. Og det tror jeg egentlig er meget fint. Nu. Men jeg kunne da ikke sige mig fri for at være lidt nysgerrig - hvem var den forfatter, som lovprises som tusindkunstner; samfundssatiriker, dramatiker OG krimiforfatter?

Jeg siger ikke, at jeg med en bog har afdækket samtlige facetter i hr. Guillous forfatterskab. Det kan meget vel være, at han har ramt plet med sine andre krimier. Eller korstogsserien (som alle, jeg kender, der har læst bøgerne, af en eller anden grund er meget ivrige efter, at jeg skal læse). Ken Follet brugte jo også størstedelen af sin tid på at skrive ubrugelige kriminalromaner indtil han lige pludselig begik den helt fantastiske 'Jordens søjler'. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder ud af det. For lige nu er jeg mildest talt lidt pas (er det ikke sådan, de unge siger?!) på Jan-drengen.

Men altså. Litteratursiden kalder 'Tyvenes marked' for "velskrevet, spændende og kras", samt en "pragtfuld, satirisk fremstilling (udstilling) af de åleglatte og ubehagelige direktører samt deres afkom". Den mening skal anmelderen selvfølgelig have lov at have, men jeg erklærer mig lodret uenig. Velskrevet er en sandhed med modifikationer - selve 'brødteksten' er der i og for sig ikke noget galt med. Der er heller ikke noget galt med ordstillingen eller sætningerne, der er lige ud af landevejen. Det er (som med så meget andet) naturligvis en smagssag, men sjældent har noget irriteret mig så meget som den heftige brug af (dårlig) dialog, der forekommer i bogen. Den er søgt, synes jeg. Søgt kras, søgt satirisk og ikke synderligt spændende. Naturligvis er der enkelte cliffhangere hér og dér - det dikterer genren ligesom, at der skal være - men i det hele taget, synes jeg, at bogen er unødig tung at komme igennem.

Jeg kan godt se, hvor Litteratursiden vil hen, når den kalder forfatteren for samfundssatirisk, men i mine øjne er han snarere samfunds-arrig - karaktererne (og deres tilhørende dialoger) er så karikerede, at det skurrer i både øjne og ører. Emnet om, at velstillede i en vis udstrækning bliver behandlet bedre i retssystemet, hvad enten det så skyldes de uanede summer, de kan smide i deres forsvar eller helt andre ting, er sådan set relevant nok, men det kunne være gjort meget mere elegant. For som bogen fremstår her, fatter jeg ikke så meget antipati mod de rige som mod forfatteren, der i alle henseender skærer højindkomst-mennesker over samme kam; Nemlig at de bærer rundt på et indestængt had til autoriteter, kvinder (i hvert fald de mandlige af dem) og middelmådighed.

Jeg tør ikke sige, hvorvidt Jan Guillou engang har haft en overmåde ubehagelig oplevelse med en megetmeget rig person, men under alle omstændigheder bør det ikke skinne så kraftigt igennem i hans bøger (bog).

Sidehistorien om Anna Lindhs morder, der bliver forsøgt sluttet på formodentlig subtil vis i epilogen falder til jorden og - synes jeg - er et mystisk forsøg på at tilføre bogen politisk relevans. Det eneste dén sidetråd gør for mig, er, at jeg ikke behøver slå op forrest i bogen for at finde ud af ca. hvornår bogen er skrevet.

Den romantiske sidehistorie er underligt uafsluttet og "god" i forhold til al bogens underliggende galde. Men det var den, der fik mig til at læse bogen til ende frem for at arkivere den lodret (lidt tøsepiget er man vel altid?! :-)), så den vil jeg ikke genere yderligere.

I det hele taget vil jeg indstille skytset mod Jan Guillou nu. Det ER trods alt ikke hans skyld, at jeg valgte at læse hans bog... Men det sker næppe igen...

Ligesom Cyclone Bill er Stieg Larssons 'Mænd, der hader kvinder' en af de bøger, jeg længe har villet give mig i lag med, men som jeg ikke liiiige har fået taget mig sammen til at læse. (Med mindre det selvfølgelig hænger sammen med, at jeg stort set ikke har læst andet end Weekendavisen og Netto-reklamerne i den sidste tid). Men nu har jeg altså læst den.

Jeg er begejstret.

Ret skal være ret - det er en krimi, og derfor hersker denne genres banalitet også i bogen. Men det kan jo ikke være anderledes - havde Stieg Larsson afveget betragteligt fra genrekonventionerne, skulle trilogien have haft et ganske andet prædikat end 'krimi'. Normalerweisse er jeg ikke en særlig stor fan af krimier. Bevares; Jeg læser da en enkelt i ny og næ, og lidt spænding har aldrig skadet nogen, men det ingenlunde krimier, der er mit første bogvalg. Ved egentlig ikke hvorfor, men jeg har en idé om, at det dels skyldes søgte plot, dels et ofte uhjælpeligt sprog. Denne krimi er imidlertid endog meget velskrevet. Sætningerne komplementerer smukt hinanden, og til trods for den banalitet som Cyclone Bill også harcelerer over, er det en fornøjelse at læse. Og (det er næsten det, der begejstrer mig mest, til trods for, at Stieg Larsson ikke har haft noget som helst med det at gøre) - der er INGEN stave-/trykfejl. Jeg opdagede kun en enkelt typo på de knap 600 sider, så jeg er glad... :-)

Hvorvidt historien i sig selv holder vand, vil jeg lade være op til andre at bedømme. Selv er jeg ikke sikker, men jeg er ligeglad. Jeg er også ligeglad med, om der er kød nok på partnerskabet Blomkvist/Salander til endnu to bøger. Det er godt skrevet tidsfordriv, så jeg skal læse dem under alle omstændigheder. I øvrigt sender jeg lige en lille tak til forlagenes priskrig - den gjorde nemlig, at jeg erhvervede mig bog nr. 3 til den latterligt lave pris af 85 kr. Nu mangler jeg bare 2'eren...

Der var engang, hvor jeg ingen problemer havde med at lytte overdrevet til bizar musik som NKOTB, Paula Abdul og overdrevne mængder Roxette - på kassettebånd hovedsageligt indkøbt i det hedengangne Jugoslavien. Altså var min musiksmag i de dage lidt mindre kritisk, end jeg mener, den er i dag til trods for, at jeg ikke hoppede med på Take That-bølgen. Bevares - jeg kunne synge med på et par af sangene, jeg syntes Robbie var en frækkert, og der sneg sig da vist også en enkelt plakat op blandt alle hesteplakaterne, men decideret fan var jeg aldrig...

Derfor var forventningerne også noget blandede, da jeg i søndags - med yndlingsperson, vennepar og tømmermænd - begav mig mod Forum, hvor de engang så kække ungersvende skulle markere deres comeback. Opvarmningen viste sig at bestå af ét stk. (for mig) ligegyldig singer/song writer-type, og vi i det tømmermændsplagede firkløver besluttede os for at begive os ud for at få lidt at spise frem for at høre på guitar og lidende strofer. På den halvusle grillbar nåede vi at ytre ord som "man kunne jo også bare tage hjem og se Forbrydelsen" (så ved man, at man er blevet gammel) og "615 kr. er alligevel en del at lade gå til spilde", men det endte da med, at vi slæbte os tilbage til Forum, bedst som hr. Jamie Scott (som det viste sig at være) forlod scenen og overlod den til aftenens hovedpersoner.

Småfnisende funderede jeg over, hvorvidt Howard var med på scenen, da jeg på den meget lødige TV 2 Gossip-side havde læst, at han punkterede lungen til en koncert for et par uger siden, da han forsøgte at gå i spagat (have noooo idea, hvordan lungen blev involveret i dét projekt), men efter første nummer skal jeg da love for, at jeg holdt op med at fnise af andet end mit eget hastigt voksende crush på de fire engang så unge gentlemen.

De fyrede den max af (og der var rent faktisk nogle numre, hvor Howard ikke var med - formodentlig pga. lungen :-)), og jeg blev 14 år igen nærmest med det samme. Vel og mærke en 14-årig, der var ret vild med Take That. Tømmermændene og den skeptiske indstilling forsvandt som dug for solen, og i de 1 3/4 timer koncerten varede, sang og hvinede jeg som en anden teenager.

Har flere gange siden koncerten brudt ud i spontan nynnen af 'Back for good', så måske jeg skal hjem og se, om jeg kan finde min gamle TT-plakat...?

Der var engang i en ikke så fjern fortid, hvor jeg rent faktisk læste bøger. Bøger af mere eller mindre høj kvalitet. Bøger, der i et eller andet omfang berigede mit liv. Det er slut nu. I tre måneder har jeg åbnet to bøger - for blot at lukke dem igen. Ikke, at der var noget galt med dem (eller - jo, faktisk så var der ALT galt med Gabriel Garcia Marcez' 100 års ensomhed, men det er en historie for sig, der næppe bliver skrevet, eftersom jeg SIMPELThen ikke kan få læst det fabelagtige bras færdigt!), men ene og alene fordi jeg ikke aner, hvornår jeg skal få TID til at læse.

Det er selvfølgelig fedt at være blevet voksen og have fået job og være begyndt at tjene penge (og nu har jeg også fået afleveret mit skattekort, så de ikke trækker en milliard procent næste gang, der kommer løn), men det betyder altså også, at min fritid er blevet så meget desto mere dyrebar. Hermed ikke være sagt, at det ikke er værdifuldt at læse bøger. For det er det. Meget endda. Og derfor er paradokset da også desto større, når jeg sådan nedprioriterer det skrevne ord.

Men det er bare som om, at jeg - efter specialet blev afleveret, og jeg fik læst og genlæst samtlige Harry Potter-bøger - ikke rigtig har magtet at lade mig fordybe i en bog. Jeg håber så SANDElig, at det bare er en overgang. Et lille litterært bump på vejen, om man vil. For jeg savner rent faktisk at læse. Jeg gider bare ikke...

Hvis der var nogen, der var på Øbro i går og undrede sig over en underlig konstellation bestående af to mennesker og en seng, der bevægede sig gennem postnummeret i luntetrav, så var det bare mig. Og yndlingspersonen. Og en seng (obviously). Der er ikke tale om mærkelig gimmick à la "100 meter 1½-mands-seng", men derimod en meget primitiv (og billig) form for flytning. Jeg kom nemlig til at sælge min seng, see?! Og så var der jo lige pludselig ingen seng at sove i. Og når nu yndlingspersonens tv allerede er flyttet over til mig, kunne hans seng jo lige så godt følge efter...

Sengen kom på plads, men lad det være sagt med det samme, at det IKKE kan anbefales at flytte noget så uhandy så relativt langt. Med mindre man er vild med at have myoser i skuldrene og kunne mærke samtlige muskefibre, der findes fra fingerspidserne op i nakken, altså. For så er det bare at komme i gang.

Glæder mig allerede til sofaen skal flyttes...

I morgen har jeg fødselsdag. 29 år og dermed et helt år ældre siden sidst. Udenpå. På hud-skallen. Indvendigt synes jeg, at jeg kun bliver yngre, og derfor stresser det mig ikke synderligt, at jeg nærmer mig det skarpe hjørne. Det fortalte jeg yndlingspersonen over en skål müsli i morges (nyder, at jeg stadig er ung nok til at kunne tygge mig igennem sådan en portion uden at behøve at lave den til grød), men han købte den ikke helt.

"Det er jo mig, der er kærester med og skal ses sammen med skallen", ytrede han og nåede lige at forføje sig, inden det overskudsagtige smil udviklede sig til et spydigt Steen-smil. Fra sit ringhjørne sang han en før-fødselsdagssang, hvor ordene mistænkeligt lød lidt à la "I dag er det sidste dag inden Aaaa snart fylder tred've år - hurrahurrahurrahhh".  Pffft - han kan sagtens håne, kan han. SÅ meget yngre er han faktisk heller ikke. Nå!

Til trods for min overlegne ligegyldighed og min indre jukeboks, der spiller NKOTB's "Happy Birthday to You" på repeat (det er den, hvor frasen "age is just a number - don't you STOP having fåååååån" indgår) kan jeg alligevel ikke undgå at bemærke, at jeg i dag har ondt i hoften. På den der knækkende måde. Det har jeg aldrig haft før. Mon min krop er ved at forfalde? Mon den falder sammen som et korthus i morgen - eller om det bare er hoften nu og så resten af leddene om et år og en dag? Det bliver jo meget spændende at konstatere...

Jeg ved godt, at det ikke er nytår og derfor ikke tid til at gøre status, men ikke desto mindre kan jeg ikke nære mig for at smide en bemærkning om, at mit otteogtyvende år har behandlet mig godt. Rigtig godt endda. Yndlingsperson, afsluttet uddannelse (tror jeg nok - har STADIG ikke fået karakter for specialet. Nøl, siger jeg bare!) og godt job - hvad mere kan man så forlange?! Hvis det niogtyvende år bliver endnu bedre, risikerer jeg jo at implodere af ren lykke og held... :-)

I fire år – hvis ikke det er fem – har jeg været en af den slags skinhellige personer, der har haft et crappy tv med et crappy kanaludvalg, og som har smilet overskudsagtigt og svaret benægtende, når folk medlidende har spurgt, om ikke det var irriterende ikke at kunne se Paradise Hotel, Robinson (har en mistanke om, at de to programmer har fusioneret, i øvrigt), Prison Break og alle mulige andre serier i den bedste sendetid på kanaler, der IKKE lige er public service.

Jeg har ikke haft kvaler over, at jeg ikke har kunnet se ovenstående programmer, men hvad jeg til gengæld har haft kvaler over er, at jeg gentagne gange har måttet træffe det svære valg mellem Hit med Sangen og Vild med dans/Scenen er din/Fjolser med hund på aftener, hvor kalenderen var gabende tom (for jeg har så heller ikke lige haft en dvd-afspiller), og på en eller anden måde har jeg bildt mig selv ind, at det ikke gjorde noget. At jeg meget hellere ville a) være fri for at se så meget tv, b) læse en bog, c) se rigtige mennesker og tale med dem, d) etc., etc.

Men den går ikke længere. Jeg har nemlig lige fået kabel-tv, så nu skal der dæleme ses fjernsyn. Serier i massevis, nyhedsudsendelser på BBC World (og TV2 News jo – dén slipper man ikke udenom), oplysende udsendelser på Discovery, tegnefilm på Disney Channel, og og og… Undrer mig en lille smule over, hvorfor jeg først har valgt at investere i det nu – hvor jeg er begyndt at arbejde og derfor ikke har lige så meget tid til at se det, men det skyldes vist mest, at det er herredyrt OG, som nævnt, at mit tv er mega-crappy. Men det laves der om på inden for en nogenlunde overskuelig fremtid. Noget med et fint fladskærms-tv. Og en yndlingsperson, der egentlig ejer pågældende fladskærms-tv. Og så siger jeg ikke mere lige nu. Jeg skal nemlig se et eller andet i fjernsynet. Heksene fra Warren Mannor? Quizshow på Kanal 5? Et eller andet. I don’t care – min kritiske sans forsvandt, da kabelfilteret blev åbnet…

Så er det sket. Jeg er officielt blevet voksen. I mandags sluttede ferien (2 måneder af slagsen!), og min hjerne forsøger nu desperat at komme så meget i gear, at den er i stand til at opfange bare halvdelen af de indtryk, jeg bliver bombarderet med i øjeblikket.
 
Det er længe siden, at jeg har været SÅ træt om aftenerne og sovet SÅ tungt, når vækkeuret ringer (hvis man lige modregner de dage, hvor træt-/dvaskhed var malingsdampe-relateret). Jeg glemmer ting, jeg før havde diskplads i hjernen til rent faktisk at huske (såsom forskellige gøremål, vigtige (i mit liv) menneskers gøren og laden og andre ting, som man muligvis skal have været i arbejde i lidt mere end fire dage for at kunne jonglere på lige linje med Excel-ark, manualer til ny, kompliceret (men übercool) arbejdsmobil og problemer med, hvordan man nu liiiiige kommer hurtigst ud til det der arbejde).
 
Det er fedt at være kommet i gang. Jeg glæder mig til at komme ordentligt i gang og til, at jeg ikke er helt så smadret, når jeg endelig får fri. For, let's face it, det er ikke fedt at være ny. Jeg føler mig ganske mindrebemidlet, for jeg skal spørge om ALT - fra de overordnede, fagspecifikke spørgsmål til de håbløst lavpraktiske såsom "Hvordan slipper jeg af med den regnskov af emballage, mine nye gadgets har efterladt i sit kølvand?" til "Sådan noget som strøm, ikke... Hvor finder jeg en strømskinne og en stikdåse, der ligger mindre end 300 m væk?!" og "HVOR ER KAFFEN?!". Jeg ved godt, at det ikke forventes, at jeg ved sådan noget her i den spæde start, men nøjjjjjjjjr, hvor jeg føler mig dum, når jeg skal spørge om sådan noget, altså... 
 
Og så er der det der med selvtilliden. Her står jeg og har afsluttet fem års uddannelse (næsten - mangler karakteren, men...), og alligevel tvivler jeg på, at jeg kan varetage det job, som jeg er blevet antaget til. Det kniber lidt med at tvinge min hjerne til at give slip på den akkumulerede viden, jeg ved, den ligger inde med, og derfor har jeg det pt. som om, at jeg lige er gået ud af folkeskolen. Eller børnehaven, for den sags skyld. Men det er måske prisen for at have fået et job med ansvar...?!
 
Gad vide, om jeg er den eneste, der har det sådan, når jeg står over for noget nyt og spændende (og lidt farligt?!?)

Om tre dage bliver jeg voksen. Eller – sådan føler jeg det i hvert fald. For om tre dage begynder jeg på det job, som jeg fik for snart længe siden. Det glæder jeg mig naturligvis til, men det betyder samtidig, at jeg for alvor skal til at fatte, at det er SLUT med at være studerende, SLUT med bare liiiige at pjække lidt her og dér, og SLUT med at mødes med tøserne til en kop kaffe og en omgang powershopping.

Derfor har jeg da også haft en uge, hvor jeg NETOP har pjækket (shame on me – dyrt betalt kursus og alt det der), og NETOP har mødtes med tøserne til utrolig meget kaffe og endnu mere shopping. Det er jeg ikke ligefrem blevet rigere af (på det overfladiske, materielle plan, vel at mærke - på det åndelige plan har det beriget mig svært meget), men næææh, hvor har det været hyggeligt.

Jeg har også taget mig gevaldigt sammen og fået sat et par alvorligt haltende lejlighedsprojekter i søen, og det ene – afsluttede – projekt, der bestod i at male køkkengulvet er faldet ret heldigt ud. Også selv om det stadig udskiller så mange dampe, at jeg bliver skæv af at være i lejligheden. Måske er det i virkeligheden derfor, at det ser pænt ud. Hm.

Og så har jeg meldt mig ind i Fitness DK. Samtidig med, at jeg skal til at være corporate chik med højhælede sko og designer notesblokke, skal jeg jo også til at være slank på "jeg-spiser-kun-grøn-salat-og-drikker-Martini"-måden. Det bliver jeg aldrig, men man kan jo prøve... (I øvrigt kan jeg ikke li' Martini). Der var jo engang, hvor jeg frekventerede et mindre kapitalistisk træningscenter, men af en eller anden grund kom jeg aldrig rigtig af sted, og af en eller anden anden grund tror jeg, at det vil jeg gøre nu. Måske fordi, jeg har bundet mig for 12 måneder?! Nå men altså: I dag var min debut i de hellige haller, og den blev brugt sammen med rar instruktør, der formåede næsten ikke at grine, da jeg keglede rundt mellem maskiner, løbebånd og pilatesbolde (og væltede over sidstnævnte). Han formåede også at lægge et program til mig, der nærmest virker overskueligt, så jeg tror næsten på, at jeg kan blive helt glad for det… En insisterende – og meget naiv – stemme bliver ved med at fortælle mig, at det måske endda kunne være rart at træne efter en lang arbejdsdag, og så synes jeg jo VIRkelig, at det er et hit, at der er tv i cardio-maskinerne. Tænk, hvis man kunne gå tidligt fra arbejde en dag, og så se lidt serier, mens man svedte tran…

…

Som jeg sagde, så bliver jeg voksen fra på mandag. Måske. Og det er tilsyneladende tiltrængt… Under alle omstændigheder vil jeg dog nyde denne weekend i fulde drag.

Så sidder man her. I stuen. Omgivet af kuffert, der har nyst vrangen ud på sig selv og efterladt sandt inferno af tøj i kategorierne snavset, meget snavset, ubrugt og sprithamrende nyt. Mest af det første, mindst af det næste og en hel del af det sidste.

Jeg burde spurte i rutefart mellem lejlighed og vaskekælder med armene fulde af førnævnte beklædningsgenstande, men i stedet sidder jeg i sofaen med benene oppe og inspicerer fødder, der aldrig bliver rigtige fødder igen efter gennemsnitligt at have gået 10 km om dagen. I seks dage. I flip-flops. Er der nogen, der har en silo sæbe, de kan undvære? Og måske en rystepudser?

Jeg har været på ferie. Igen. Med yndlingspersonen. Igen. Vores anden ferie ever! Det lader til, at vi er ret gode til at tage på ferie sammen, faktisk. Og det kan man jo kun være glad for. Tænk, hvis vi kun var gode til at være sammen, når vi begge er udkørte efter arbejde (eller – jeg arbejder jo ikke endnu, men you get the drift…). Det ville da være lidt trist.

Denne gang gik turen til Berlin. Det var en first for os begge (for dårligt!!), hvilket betød, at vi gerne ville se ting i samme tempo, havde (cirka) de samme idéer om, hvad der var et must, og hvad vi måske godt kunne undvære til næste gang. For der bliver helt sikkert en næste gang. Den by er jo intet mindre end overdrevet cool. Bliver helt dårlig ved tanken om, at den har ligget så tæt på i så lang tid, og jeg er gået GLIP af den! (Og ja, jeg ved godt, at den sandsynligvis er blevet en hel del federe efter 1989, men det var også først en del år efter 1989, at jeg for alvor syntes, at det var fedt at drage på storbyferie. Som 11-årig er man ikke så fussy med, hvor ferien går hen, så længe der er cola på bagsædet og en ordentlig stak tegneserier til at fordrive tiden ved en eventuel pool).

Det har været en lidt-af-det-hele-ferie; Vi har været kulturelle, men vi har også shoppet, stenet og bare nydt at være i en ny by, hvis coolness langt slår Kbhs. Men frem for alt har vi suget til os, og det har været fantastisk. Og så har vejret oven i købet været med os. Ikke for koldt, ikke for varmt, men med mulighed for at futte rundt i soltoppe og blive bare en lillebitte smule solbrændt. Er nu officielt flødefarvet.

Jeg er også officielt træt og er glad for, at der er lidt tid tilbage, før jeg indrulleres i de arbejdendes rækker. Gad vide, hvordan ny arbejdsplads har det med, at mine fødder hænger i laser og trailer efter mig, når jeg går?

Nå. Nu er mit badeværelse så småt blevet lappet sammen igen, bortset fra 25 cm2 beton uden fliser, der står som et monument over dengang for meget kort tid siden, hvor friværdien var i overhængende fare pga. ondond vandskade (forsikringer rawk!!!). Underbos badeværelse har jeg ikke besigtiget for nylig – er lidt bange for, at det stadig ligner Jerusalems ødelæggelse, og ret beset ER det vel min skyld. Men altså; Det bliver lavet, så alt bliver godt igen. Engang.

Efter sådan en forskrækkelse trænger man til at komme lidt væk, så nyt, fantastisk indslag i mit liv og jeg tog hinanden under armen og fortrak til det, man vist bedst kan beskrive som en vaskeægte offlining-ferie. Farvel tv, internet og almindelig civilisation – goddag Småland, myg og vilde blåbær en masse.

Jeg ved ikke, hvad det er ved svenske skove, store vidder og små, røde træhuse, der gør det, men jeg er kommet tilbage til DK som et nyt og bedre (eller i hvert fald mere roligt) menneske. Efter at have været tilbage i storbyens jag i et par dage er min puls så småt ved at bevæge sig over de 40 igen, men næææhhh, hvor har jeg slappet af, altså. Sjældent er der blevet offlinet så meget (men det er jo så moderne, så jo mere, jo bedre, ikke!?). Harry Potter 6 og 7 er blevet slugt sammen med masser af blåbær og godis fra Godis-flyget, og så har der selvfølgelig også været tid til bare at være kærester. Den rene luksus at have så meget tid efter 5 måneder med speciale som den altoverskyggende ting på dagsordenen.

Eneste minus er, at jeg nu ligner en med pest og klør som en lille psykopat (myg er VILDE med mig!). Måske man skulle anskaffe sig en burka til feriebrug?!

I kender det sikkert godt; man har haft en lang uge, man er træt, og man har en gammel aftale om, at man skal ses med venner/veninder/familie/et eller andet om aftenen. Og man orrrrker ikke. Man trækker den så længe som muligt, stener på sofaen, laver en masse ingenting, men der er der ingen vej udenom; Man skal til at gøre sig klar, hvis man ikke vil komme latterligt meget for sent. Derfor slæber man sig ud på badeværelset, klæder sig af og hopper let surmulende ind under bruseren.

Og HER begynder forvandlingen; trætheden bliver skyllet af, man bliver gradvist friskere, og man kan endda overskue at håndtere både skraber og hårkur.

Efter endt bad kan man da liiiige bruge et eller andet velduftende creme-halløj, og så kører rutinen; smøre, klappe, spartle, male, glatte, spraye, dufte. Når processen er overstået, kommer man ud på den anden side som en ny skabning – med fornyet energi og klar til fest. Alt sammen på grund af det magiske rum; badeværelset!

Derfor er katastrofen da også total, når badeværelset ikke virker. Eller – rettelse: Når en sand lavine af forskellige omstændigheder gør, at badeværelset bliver lettere handicappet, for ikke at sige amputeret!

Det startede så uskyldigt med, at underboen venligt påpegede, at det dryppede ned hos hende. Og det sluttede så grimt med, at hele hendes loft blev revet ned, og jeg nu har et hul i gulvet ned til hendes lejlighed. Alt sammen pga. en skade på mine vandrør, der forårsagede en anden skade og gjorde, at jeg nu kan se min friværdi smuldre bort til noget så kedeligt som en astronomisk vvs-regning (jeg har ikke bedt om et estimat, men jeg er hverken blind eller fuldstændig ubegavet; Tre vvs’ere i to hele arbejdsdage med poser fyldt med rør, muffer og alt mulig andet godt og blandet fra Silvan, nedtagning af loft (og opsætning, ikke at forglemme), maler og reetablering af mit flisegulv er IKKE billigt!) Det er bare penge, jeg har stadig min familie, kæreste og venner, så man kan vel ikke kalde det en kataSTROFE, men træls – det har man vist lov at kalde det…

Nu er der bare tilbage at krydse hænder, fingre, fødder, tæer og alt andet, der ellers kan krydses, for, at der er en forsikring, der kan tage sig af det her. Chancerne er små, men de er der, så jeg bliver nødt til at tænke bare lidt positivt. Hvis forsikringen ikke mener, at det er noget, de bør sig tage af, SÅ er det tid til et nervøst sammenbrud. Den tid, den sorg. Eller noget…

Hmhm – så er man sør’me blevet tagged. Af Alice i Eventyrland. Og det er en sjov tagning, for det eneste den dikterer er, at jeg skal fortælle 8 ting om mig selv. Og der er jo ikke noget som at få lov til at tale (skrive) om sig selv…

1. I dag er tredje dag i træk, jeg har tømmermænd. Det er hårdere at blive færdig med specialet, end man lige skulle tro.

2. Jeg er 28 år. Ifølge min dåbsattest. Indeni er jeg 12. Og nogle gange 140 (fx når jeg har tredjedagstømmermænd).

3. Jeg hader koriander. Og selleri. Som i hader. De er plantemisforståelser!

4. Jeg er til gengæld hardcore vild med saltlakrids og sushi.

5. Hvis min bror havde haft noget at skulle have sagt i en alder af to, skulle jeg have været døbt Anders. Jeg elsker det faktum, at mine forældre valgte ikke at lytte til ham og i stedet velsignede mig med hele to pigefornavne.

6. Jeg er vist lidt af en gadget-girl. Jeg elsker elektroniske dimser og vil meget gerne have den sidste nye dims. Også selv om jeg mister interessen i det sekund, jeg ser den tommetykke manual. For nylig drømte jeg, at jeg fik tilbudt en ekstra sej gadget til den nette sum af 60.000 kr. Og jeg syntes, at det rent faktisk lød som en god deal?!?

7. Jeg er bange for klovner. Og gøglere. (Same shit, different name). Og jeg er også bange for edderkopper. Fordelen er bare, at man godt må klaske sidstnævnte med en sko eller søndags-Berlingeren.

8. Jeg kan huske mange af mine barndommersvenners forældres fastnettelefonnumre. Men glemmer af og til, hvilket år vi egentlig er i…